• 16okt
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Sakseetui

    Nogle gange har jeg brug for at have en lille saks med. F. eks. sammen med et strikketøj eller et broderi. Det er ret upraktisk, hvis spidsen af saksen går igennem posen det øvrige opbevares i. Dette problem er nu løst. På et kursus, arrangeret af Den faglige forening Håndværk og Design, lokalforening Sjælland, deltog jeg i læderværkstedet. Mit mål hjemmefra var, at hvis jeg fik lavet sakseetuiet, så behøvede jeg ikke nå mere.

    Først skulle formen findes og til det lavede jeg en papirmodel i rigtig størrelse. Denne blev brugt som mønster til at skære læder ud efter.

    På billedet er kanterne ordnede med brun narvsværte og de er polerede.

    Jeg ville især gerne få bedre styr på at sy sadelmagersting.

    Det lukkede etui er 13 cm langt.

    Resultatet er blevet meget tilfredsstillende.

  • 14jun
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Æske af læder og træ

    Endnu engang har jeg deltaget i kursus hos Den faglige forening Håndværk og Design. Denne gang med læder og æsker, hvor træ og læder er materialerne.

    Æsken er lavet ud fra samme princip som disse æsker.

    Mit sigte var at blive bedre til at sy saddelmagersting. Derfor er læderstykkerne med lidt overlap foran til at øve mine saddelmagersting.

    Fra bagsiden, så jeg forhåbentlig kan huske hvordan trådene skal ligge i forhold til hinanden.

    Jeg havde brug for at få indarbejdet en god rytme i arbejdet, hvor tråden, der kommer om på bagsiden, holdes til samme side hver gang, mens bagsidetråden sys under den nys ankomne forsidetråd.

    Det er et stykke valnød, der er brugt til låget. Æsken er efterbehandlet med læderfedt.

    Bund i æske og top på låg er træ. Låget er lavet en anelse større, så det går ned om æsken, når det sættes på.

    Et kig ind i æsken. Der er allerede flyttet indhold ind i den. Den er tænkt til at være opbevaring af vævespoler,

    Den dygtige instruktør er manden bag Yggdrasil Crafts.

  • 30jun
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Æsker i læder med trælåg og bund

    Atter har jeg været på kursus i Den faglige forening Håndværk&Design. Denne gang var emnet æsker i læder med bund og låg af træ.

    Første opgave var en cylinderformet æske, hvor målet var at lære teknikken og processen at kende.

    Sammensyning af sidestykket.

    Træcirklerne ved siden af er bund og låg. Dvs. ‘indmaden’ til låget, idet der skal udsaves et lidt større stykke træ, der skal ovenpå som det endelige låg. Se billedet nederst i indlægget.

    Efter den første opgave valgte jeg at lave endnu en æske. Bundens form blev et rektangel med afrundede hjørner.

    Så var det ‘bare’ at save to stykker ud til indvendige bund og låg og save et yderlåg ud. Og pudse på både rondelsliber og med sangpapir.

    Rektanglet til sidestykket var det næste. Denne gang valgte jeg at farve sidestykket. Farven hedder “Dark orange” og er ikke nær så rød som på billedet.

    Jeg lærte, at indfarvningen skal foregå med meget hurtige bevægelser. Ellers kommer der skjolder, men det gik.

    Det næste er alle forberedelserne til at sy: oprilning og hulning. Der blev forevist forskellige sting til at sy sidestykket sammen. Så valg af symetode skulle også foretages samt hvilken farve tråden skulle have.

    De færdige æsker, hvor låget til den ene ligger ved siden af. De to små søm, der ses på lågets inderside sikrer, at sammenlimningen af inderlåg og yderlåg ikke forskubber sig når det sættes i pres og til tørre.

    Og så et billede af de to æsker fra deres mest præsentable side. Syningen på den firkantede æske er bevist lagt i den ene side, da jeg var ret sikker på det ikke ville lykkes at lime bunden på så syningen blev præcis midt på langsiden. Pålimningen af bunden skulle ske med meget hurtige og præcise bevægelser. Æsker og låg er efterbehandlet med læderfedt.

    Egentlig skulle bunden have været identisk med toppen, men jeg valgte ovenfor viste løsning.

    Det var nok et kursus, hvor jeg lærte lige så meget om at skære ud på dekupørsav samt bruge rondelsliber som jeg lærte lædersyningsteknikker.

  • 27jul
    Categories: at arbejde i læder, Diverse, Elevarbejder Kommentarer lukket til Mobiletui i skind

    Dette mobiletui i skind, som er et elevarbejde, er syet af en kasseret skindjakke. Eleven i disse sommerferietider er min nevø på ti år, som har været et par dage på ferie hos moster. Og man skal jo prøve at så kreative frø i en tidlig alder.

    Først tegnede vi telefonen på papir, afprøvede form og størrelse. Rettede til og fik derved et mønster.

    Clipsene svarer til hvor der skal sys.

    Mønstret blev tegnet på bagsiden af skindet og klippet ud. Der blev også klippet en strimmel på 3 cm x 12 cm, som skal bruges som lukketøj. Derefter blev der klippet huller hele vejen rundt i sømlinjen med en afstand på 1 cm. Første hul ½ cm fra øverste kant. Hullerne blev klippet med en 1-cm hultang. Så fik den del af lukkestroppen, som skulle sidde bagpå huller og blev syet på.

    Der blev målt ud til hvor velcro på forstykket skulle sidde og det blev monteret. Egentlig er det selvklæbende velcro, men for at det ikke skulle rive sig løs, blev der lavet tre huller gennem det yderste af velcrostykket og skindet og det blev syet fast.

    Så kom endelig tiden til at sy etuiet sammen. Der er syet med saddelmagersting. Dvs. en tråd med nål i begge ender og skiftevis gennem hullerne med først den ene nål og derefter den anden nål. Hele tiden skifte nåle. Vi er ikke gået så højt op i at lægge stingene til samme side. Min nevø var hurtig til at lære og fik snart syet rundt. Og vi har hæftet på korrekt vis ved at sy sting tilbage. Stadig saddelmagersting.

    Koncentreret arbejde med at sy etuiet sammen

    Endelig kom tiden, hvor telefonen kunne “flytte ind” i etuiet, så der kunne måles ud til velcrodelen på lukkestroppen. Denne er monteret tilsvarende velcro på forstykket. Stingene, der skal forstærke velcroen er sat i den side, hvor der er belastning, når der åbnes.

    Til sidst blev den klippet til i kanten hele vejen rundt, så optegningsstregerne forsvandt.

    Det færdige etui:

    Forsiden af mobiletuiet

    Bagsiden af mobiletuiet

  • 12sep
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Læderpung

    Mit første egentlige læderarbejde i kernelæder og med de rigtige teknikker. En pung, som måske ikke er så funktionel. Mit mål var at arbejde med sadelmagerstingene. Og få det til at fungere, selv når der var tre lag læder. Synes selv det er lykkedes godt.

    Indvendigt er er et lille rum, adskilt med det stykke kernelæder. Det er ikke syet i bunden. Og så ellers et større rum.

    Rummeligheden er måske nok begrænset, idet de to sidestykker foldes ind i pungen når den lukker.

    Pungen er startet på et kursus i “Den faglige forening Håndværk&Design”. Der er endnu et læderkursus til februar. Se under “Er du til læder II”. Arbejdet med pungen har givet blod på tanden, så jeg er motiveret for at lære mere om læder og læderarbejdsteknikker.