Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
Netop hjemvendt fra et kursus i Ben og Horn. For mit vedkommende blev det udelukkende til hornarbejder.
Udgangspunktet for alle arbejder er horn fra forskellige kvæg.
Startede med at få føling med materialet ved at lave skeen. Et passende stykke horn blev savet ud. Så blev det varmet op og presset i skeformen. Det overskydende materiale saves væk og dernæst slibes og pudses indtil sidste punkt er poleringen. Skeen er savet ud i hornets længderetning.
Armbåndet er lavet ved at tage et horn og save af på tværs. Dernæst slibe, pudse og polere.
Det lille kædevedhæng er frasavningen fra armbåndet.
Brochepladen (skal lige have købt en brochenål, der paser) er fra samme stykke som skeen. Sad oprindeligt parallelt med skaftet.
Nåede at begynde på flere projekter. De skal færdiggøres (slibes og monteres) inden de kommer her.
Det fysiske resultat af en uges forkælelse på Rødding Højskole. Der var tale om et ugekursus, hvor temaet var beklædningssyning. Instruktør på kurset var Liselotte Hornstrup. Der blev arbejdet med forskellige tilgange til et mønster. En løsere pasform, der tegnes helt fra grunden samt tilretning af et grundmønster. Mit første arbejde blev med udgangspunkt i et grundmønster, som blev tilrettet. Slutproduktet skulle være en kjole med lange ærmer. Jeg havde medbragt forskellige stoffer til kurset, da jeg ikke i forvejen havde lagt mig helt fast på, hvad jeg kunne tænke mig at sy. Da kjolen var designet, prøvemodel syet op og tilrettet i endnu en prøveopsyning, faldt det endeligt valg på det røde stof med broderi, da jeg havde medbragt en rød lynlås, der kunne passe til. Den anden stofmulighed var en mørk lilla. Den kan så ligge på lager til et andet projekt.
Det røde stof er overbroderet. Da modellen er ganske enkel, var stoffet et godt valg. Så sker der lidt mere på kjolen.
Ærmerne har fået tillagt vidde i form af, at grundmønstrets ærmeindsnit ikke sys, men indgår som vidde, suppleret med yderligere vidde. Designet var et tilrynket ærme ved håndleddet, så det krævede mere stof i vidden. Desuden er der lagt 3 cm. mere vidde i ærmet ved opklip fra skulderpunktet og ned til håndleddet. Denne ekstravidde er lagt som et lille læg i skuldersømmen øverst.
Ved håndleddet er vidden rynket til en lille manchet. Denne er klippet trådlige af stoffet i 5 cm. bredde og foldet med en skråbåndsfolder. Broderiet på stoffet gik ikke helt ud til kanten, så der var det muligt at klippe strimlen til manchetter. En lille slids i ærmesømmen på 7 cm. sikrer hånden kan komme igennem.
Jeg påbegyndte endnu et syprojekt med udgangspunkt i noget uldent stof. Nåede kun at prøvesy modellen og foretage en tilretning af skulderlinjen. Mere herom når den bliver færdig.
Et ugekursus på højskole er ren forkælelse. Udover kvalificeret undervisning er det hygge, fællesskab ved morgensamlinger m. m., maden bliver serveret samt ikke mindst fællesskabet med andre med samme interesse. Det kan varmt anbefales.
Categories: at brikvæveKommentarer lukket til Vævebrikker – 3D printede
Brikvævning er en gammel kulturteknik kendt tilbage i oldtiden. Materialet til brikker kunne være meget forskellige så som træ, ben, horn, læder. I Osebergfundet fra Norge er fundet en brikvævningsopsætning, hvor brikkerne er meget små. 3 cm på hver led.
Nu er det ikke fordi jeg mangler vævebrikker. Jeg har en del i karton. De er store; 8 cm på kantlængde. Det kan godt være noget uhåndterligt. Især hvis det vævede bånd er bredt, hvilket betyder, der vil være mange brikker, der skal drejes samtidig. Derfor gav jeg min søn en udfordring. Kunne han 3D-printe nogle små vævebrikker og vil de fungere?
Stor vævebrik i pap. 8 cm kantlængde. Lille 3D-printet vævebrik. 4 cm på kantlængde.
I første omgang har han lavet 10. Den ene, har jeg besluttet, skal slet ikke i brug, da den skal bruges til at sammenligne slitage hos de øvrige.
Vævebrikker 3D-printede. Det var heldigvis muligt at printe tal i brikkerne.
Brikkerne skulle afprøves, så jeg lavede en lille trend til et prøvebånd. Garnet er bomuldsgarn 10/2 og opsætningen er et simpelt lille mønster. Der er brugt otte brikker til det lille prøvebånd, hvilket giver 32 trendtråde.
Alle brikker er nu trendede. Sikkerhedsnålen går igennem hul nr 1, for at holde styr på brikkerne, når der ikke arbejdes.
Tidligere når jeg har brikvævet, har den ene trendende været spændt fast på en skruetvinge på et bord, og den anden ende sat fast i et bælte om livet. Denne gang ville jeg afprøve en form for væv eller stativ. Løsningen blev en liste med huller og to skelpinde til et trendbord. Så er det muligt at sidde i sofaen og have det støttet på sofabordet. Læg lige papir eller en avis imellem for at skåne bordkanten.
Vævningen er godt på vej. Det er båndets bagside, der vender opad, fordi jeg kom til at tråde brikkerne spejlvendt.
Idéen med at spænde trenden ud mellem to faste punkter, fungerer gangske fint.
Sådan ser “arrangementet” ud.
Da brikkerne til sidst ikke kunne drejes mere, sluttede prøvevævningen.
Båndet er 8 mm bredt og ca 40 cm langt, plus frynser.
Der er drejet frem fire gange og tilbage fire gange gennem hele båndet.
Categories: at løbbindeKommentarer lukket til Løbbinding
Hvor herligt at få mulighed for at snuse til et for mig nyt håndværk, løbbinding. Også denne gang et kursus arrangeret af Den faglige forening Håndværk og Design. Selve håndværket er gammel og er kendt tilbage fra jernalderen. Måske endda endnu ældre. Ordet “løb” kommer af det nordiske ord “laupr”, som betyder kurv. Eneste redskab er en nål, så løbbinding er kurvesyning.
Kort fortalt: Der løber et materiale rundt i kurven og videre opad i næste omgang. Det er sjælen. Denne sys undervejs fast til omgangen nedenunder. For at styre tykkelsen på sjælens materiale, når dette er strå og lignende, føres det igennem en bindering. Denne kan være et stykke knogle, horn, træ med bort hul i eller lignende.
Materialerne kan være meget forskellige. Afsættet for kurset var et tema om jernalderen, så første kurv blev udført med rughalm som sjæl og syet med bast. Bast kommer fra lindetræer. For at komme godt fra start, og få fornemmelse for materiale og teknik, blev den første kurv syet på en træbund. Der bredte sig en koncentration og fordybelse blandt kursisterne, som stort set kun blev afbrudt af lyden af bast, der knækkede, når trækket blev for kraftigt. Det er ellers ret stærkt. Knæklyden blev efterfulgt af et udbrud, for nu skulle der så øges. Det gik ellers lige så godt.
Som det første arbejde, det er, er det både vind og skæv, og ikke lige højt hele vejen rundt. Højden er ca. 8 cm, heraf går der 1 cm til træbunden. Siden i kurven er åbent løb. Det vil sige, at materialet til sjælen er synligt. Afslutningen er lukket løb, hvor sjælen er skjult. De to små ører kom ligesom af sig selv. Jeg glemte på et tidspunkt at få syet fast til rækken nedenunder. Da jeg opdagede det, var jeg et stykke forbi sypunktet. Så viklede jeg videre med bast om sjælen, formede et øre og syede det fast. Så skulle der ligesom også være et i den anden side.
Næste forsøg blev en rund bund startet direkte med rughalm og bast. Startet indefra midten og syet udad. Da bunden havde en passende størrelse, blev der syet opad. Denne gang ville jeg prøve at få kurven til at skråne udad og ikke kun gå lodret op. Det er lykkedes tilfredsstillende. Denne kurv er med åbent løb hele vejen igennem.
Den måler ca. 16 cm i diameter øverst og har en højde på 5½ cm.
Så var tiden kommet til at kaste mig ud i andre materialer med løbbindingsteknikken. Valget faldt på stof. Opklippede strimler i strækstof og bundet med sort tynd garn, som ligner vævegarn. Starten som i kurven ovenover, altså inde fra midten af bunden.
I halmkurvene var det muligt at stikke ind igennem rækken nedenunder, når næste række skulle sys. Det er ikke en mulighed med dette materiale. I stedet er der stukket helt ned under rækken under og der er syet med tungesting.
Vel hjemme fra kurset, fortsatte jeg med at sy på kurven. Jeg ville gerne have bunden aflang, så derfor har jeg forsøgt mig med vendinger i hver sin side af cirklen for at få en aflang form.
Arbejdet er stadig undervejs, så det endelige resultat må foreligge senere. Jeg har ikke besluttet mig for hverken dimensioner eller funktion på kurven endnu. Det kommer efterhånden som jeg arbejder på den.
Jeg tror løbbinding kan blive lige så meditativt som strikning.
Jeg har været på kursus i håndværk og design, arrangeret af min fagforening, Danmarks Lærerforening. Kurset blev afholdt på dhe i Skjern, med undervisere fra læreruddannelsen.
I en workshop på kurset var opgaven, at tage udgangspunkt i en tur til Zoo i Odense, foretaget af et barn i 0. kl. (børnehaveklasse), og omsætte barnets indtryk fra turen til en knage tiltænkt samme barn. Dette var selvfølgelig på forestillingsplanet, da der ikke var børn tilstede på kurset. Internettet, zoo’s hjemmeside, måtte hjælpe os med at få ideer. Ligesom en idefase i grupper var befordrende for forskellige vinkler på ens egen ide.
Til at udføre arbejdet fik vi hver udleveret et stykke krydsfiner, 18 mm tykt og ca. 8 x 18 cm i størrelse. Hertil et tilsvarende stykke i masonit, til at afprøve den ide til knage man var kommet frem til. Supplerende materialer var dyvler og trælim samt maling til slutbehandling af produktet.
Af maskiner var det den elektriske dekupørsav, der skulle bruges.
Jeg valgte giraffen som udtryk for min knage. Var rundt om forskellige ideer så som at lave en giraf, hvor hoved og hals stod ud fra baggrunden, så selve halsen var knagen. Overvejede også, at det var benene af giraffen, der skulle laves. Det endte med, at selve knagefunktionen skulle være i form af giraffens horn og måske dens øre og at jeg ville lave giraffens hoved.
Jeg havde før prøvet at arbejde på den elektriske dekupørsav i forbindelse med noget hornarbejde. Derimod var samling vha. dyvler og lim ikke afprøvet af mig før.
Først skulle giraffen skitseres og størrelsen skulle tilpasses det udleverede materiales dimensioner. Når størrelse og form var tilfredsstillende, skulle ideen afprøves i masonitpladen. Det var et let materiale at save i. Der blev lavet flere skitser end det fremgår af billedet.
Så var det bare i gang med at overføre det hele til krydsfinerstykket. Og i gang med den elektriske dekupørsav. Det gav noget flere udfordringer. Ind i mellem var det nærmest som det røg ud af træstykket, når træet ikke blev fremført godt nok. Jeg valgte også at give mig selv den udfordring at save et hul i stykket. Først bore et lille hul, så montere savklingen igennem hullet og i gang med at save det ud efter opmærkningen.
Dyvlens længde skulle tilpasses. En, der skulle fungere som giraffens horn, og en til at samle øret til hovedet. Borevinklen af hullet på øredelen skulle der også tages højde for, så ørets vinkel blev rigtig. Ørets plane flade sat vinkelret i forhold til søjleboremaskinens bor.
I opgavens oplæg var, at arbejdet skulle efterbehandles vha. maling. Jeg kender mine begrænsninger indenfor maling og var ikke klar til at tage den udfordring. I stedet ville jeg gerne inddrage endnu et materiale i mit udtryk. Det lykkedes mig at opstøve noget garn, hvorefter jeg hæklede en manke og limede den på giraffen. (Hav altid en hæklenål i penalhuset.)
Læs evt. også indtryk fra kurset i dette blogindlæg på folkeskolen.dk, hvor flere af de andre deltageres knager også kan ses.
Categories: DiverseKommentarer lukket til Symaskineskab – impulskøb
I Ribe er der flere genbrugsbutikker. Og nogle gange skal man bare slå til med det samme. Det er i hvert fald min kære mands filosofi. Det nytter ikke noget at komme hjem og så ærgre sig over , at det i mellemtiden var blevet solgt. I den genbrugsbutik hvor vi købte skaftevæven, stod dette symaskineskab. Et fint lille møbel, som gemmer en symaskine.
Således umiddelbart bare et skab. Et fint lille møbel.
Og når der skal sys, kan maskinen vippes op ved at der flyttes en plade ovenpå skabet. I bunden af skabet vippes en plade ind i skabet, så benene kan være der.
I skufferne var der en del sytråd, broderegarn, mange tryklåse og andre småting. Og selvfølgelig en indsats i øverste skuffe, så der var orden på småtingene.
Maskinen er af mærket “Merritt”. Den syr ligeud, zigzag, samt kan sy knaphuller og har justerbar trykfodstryk. Instruktionbogen består udelukkende af tegninger.
Vi har en formodning om at skabet og maskinen er fra 1950-erne. Inde i skabet sidder et rundt mærkat, hvorpå der står “horn moebler”. Hvis nogen derude ved noget om et sådant symaskineskab med symaskine, vil det være spændende at høre om det.
I øvrigt syr maskinen godt og motoren spinder.
Under en af skufferne var der lige et regnestykke fra dengang man også mestrede brøkaddition med blandede tal.
Parasollen ovenfraEt uheld med en markedsparasol, diameter ca. 3 m., førte til denne løsning.Parasollen var væltet i en gang blæsevejr. To af stiverne var knækket og havde lavet et hul i selve skærmen. I stedet for at nøjes med en lap på hullet, som ville råbe langt væk af reparation, er der blevet drysset blade ud over skærmen.Der er taget udgangspunkt i nogle af havens træer; Ahorn, eg, hæg og elm.Bladene er syet på som frit maskinbroderi. D.v.s. med transportøren slået fra og så styre stingene frit. En broderiramme er brugt.En så stor skærm fylder godt på sybordet og i symaskinen.
Bladenes kontur bliver mere ‘naturtro’ som følge af den frie førte broderiteknik.
Rent teknisk er bladenes midtreribbe først broderet, derefter sideribber og stilk og til sidst sleve kanten af bladet.
Netop hjemvendt fra et kursus i Ben og Horn. For mit vedkommende blev det udelukkende til hornarbejder.
