Et par sokker til lillepigen til at have på til middagssøvnen i barnevognen.
Strikkefasthed: 22 m på 10 cm. Pind nr. 3 1/2. Sokkerne er strikket i Drops merino ekstra fine. Løbelængde 50 g = 105 m.
36 m. Rib 20 omg. Derefter 8 omg glat. Hæl over 18 m. Hælkappe 16 pinde. Hælbunden strikkes. 29 omg fra hælkappen til indtagning til tåen starter.
Nogle gange sker der det, der bare helst ikke må ske. Som f. eks. den klassiske med at vaske forkert. Denne dejlige sommertop strikket i en blanding af bomuld og ud og kun brugt ganske få gange, kunne der da godt lige blive plads til i vaskemaskinens røde bomuldsvask. Lige den dag, da vasken blev sat over, var jeg noget træt, og huskede ikke i farten, at der var iblandet uld i garnet. Så da toppen kom ud at maskinen, var den krøbet og blevet fastere i det. Selvom jeg prøvede at tage den på i våd form, var der ikke noget at gøre. Den var færdig som sommertop og jeg fik repeteret en erfaring. Toppen var blevet valket.
Ærgerligt, men gå til spilde skulle den ikke. Det havde trods alt taget sin tid at strikke den. Nu har den så fundet anvendelse, så at sige “i den anden ende”. Der er blevet to par hjemmesko ud af den. De er stort set syet efter samme fremgangsmåde som denne og denne, begge i voksenstr. og denne i børnestr. Modellerne er fra nogle gamle sybøger. “Tøj du selv kan sy” og “Børnetøj du selv kan sy 0-4 år”. Begge af Elsebeth Gynther.
Til venstre et par til mig selv, str. 39-40 og til højre et par i børnestørrelse, hvor sålen er ca. 15 cm lang.
Først syede jeg skoene til mig selv. Det strikkede mønster i spidser skulle udnyttes. Derfor blev mønstret lagt på med midt-for oveni “spidserne”.
Overfladen er rillet at mærke på. Derfor er sålen vendt om, da det nok ikke ville være så rart at have rillerne op mod foden.
Kanter og sammensyninger er dækket af skråbånd.
Selvom udgangsmaterialet, den valkede top, var filtet i vaskemaskinen, var det stadig noget elastisk. Det viste sig, da jeg samlede overstykke og sål. Det gav sig simpelt hen og blev for stort. Derfor blev der klippet en ekstra sål i noget fast vævet uldstof.
Overdel og sål blev zig-zagget sammen og skråbånd syet på. Til forstærkning af bunden var der flere muligheder. Denne gang valgte jeg at klippe en skindsål og sy den under. Det drillede ganske vist noget og er derfor bestemt ikke særlig kønt at se på. Alm. sytråd sprang hele tiden og jeg havde ikke en kraftig tråd, der passede i farve. Jeg valgte at zig-zagge i stedet for ligeud-syning, for at få sålen til at sidde helt ud til kanten. Ved ligeud, ville der komme en lille kant, som måske ville irritere i brug.
Skoen er lidt løs foroven, så måske skal der lige sys en elastik i kanten hele vejen rundt. Og overstykket giver sig også.
Belært af disse erfaringer, begyndte jeg på børneskolen. Der er også her tænkt i, at “spidserne” i toppen indgår dekorativt i skoens overstykke. Udover overstykker og såler i det valkede stykke, er alle dele også klippet i fast stof. Både for at det ikke skal give sig og fordi det måske er lettede for barnet at få skoen på. Indersålen i et mønstret stof, fordi det lige lå på bordet og bød sig til. Det ses på det nederste billede.
Barneskoene er også kantet med skindsål. Skind er et materiale, hvor det ikke lige er så smart at sætte knappenåle i, når delene skal holdes sammen. I stedet har jeg brugt folde-clips.
Snørebåndene er et stykke anoraksnor. Hullerne er syet på symaskine. En hulsyningsfunktion. Jeg har valgt at sy to gange rundt om hvert hul, da det er strik, der sys i, og der kommer en del træk i hullerne, når skoene skal bindes.
Her lykkedes skindsålspåsyningen bedre.
Denne gang en pixihue i en lidt anden model. Det er kravedelen nederst, der er anderledes. Modellen er fundet på bloggen Obasi i Danmark. Jeg har lavet en lidt større størrelse, idet jeg har slået 128 m op. Huen er strikket i strømpegarn (50 g. = ca. 210 m), som er lagt dobbelt og pinde nr. 3½. Den er blevet passende tæt i kvaliteten. Der er brugt ca. 2 1/2 nøgle garn.
Et håndbroderet billede, som langt om længe er blevet færdigt. Og som jeg nu får taget mig sammen til at vise frem.
Broderiet et startet for nogle år siden i forbindelse med sommerkursus i broderi på Rønde Højskole. Det var faktisk i sommeren 2014. Nogle af resultaterne kom hurtigt på bloggen. Andre har taget længere tid. Det gjaldt mit broderede selvportræt. Og altså især dette broderi. Hvor Selvprotrættet var en kombination af frit maskinbroderi og håndbroderi, så er dette billede udelukkende i håndbroderi.
Opgaven på kurset lød på at lave et billede bestående af collage og noget broderet tekst. Teksten havde jeg på ingen måde nogen ide om hvad skulle være. Det måtte komme senere. Selve motivet skulle være noget blomsteragtigt, uden at kunne henføres til nogen bestemt blomst. Og så skulle det hele håndbroderes.
Startede med at vælge et baggrundsstof, grønt, og dernæst klippe en masse stofstykker i forskellige størrelser og former, der farvemæssigt kunne passe til bundstoffet. Det grønne stof anes ude i venstre side. (Klik på billederne for at se dem større)
Ud over stofstykker, har jeg også brugt lidt tyl og rester af net fra vistnok appelsiner. Så skulle det hele arrangeres. Og sættes godt fast med knappenåle.
Og så var det ellers i gang med at brodere. På må og få og med forskellige sting. På billedet herunder er der broderet lidt.
Jeg lærte undervejs hvor meget, der skal broderes med tone-i tone farver. Effektfarver skal bruges meget behersket for at det ikke skal se alt for rodet ud.
Til at samle udtrykket mellem de forskellige “blomsterkronblade” havde jeg tænkt at brodere nærmest nogle støvdragere, i sort. Ud over at samle de enkelte elementer, skulle den sorte farve også spille sammen med det sorte tryk, som enkelte af stofstykkerne i det hvide felt havde. Jeg synes det er lykkedes.
Efter rigtig, rigtigt mange flere sting. (de sidste billeder er først taget efter broderiet er monteret bag glas og ramme. Derfor er der lyspletter på billederne)
Og et enkelt nærbillede
Faktisk har broderiet ligget og været næsten broderet færdigt meget længe. Det sidste og springende punkt var stadig den tekst, der skulle være. Selvom kurset forlængst var færdigt, ville jeg godt følge opgaven helt til dørs og sætte tekst på. Først efter mit liv har været væltet helt rundt, kunne jeg se hvilken tekst, der skulle stå: Livet giver – livet tager. Størst er kærligheden.
Smerten ved død og tab er udtryk for, at man har elsket i det liv, der er levet.
Broderier gør sig bedst ved ikke at komme bag glas. Alligevel valgte jeg at gøre det ved dette broderi, da det hænger i mit køkken. Det kan lyde som at være vist hen i et hjørne. Det er det bestemt ikke. Med stue og køkken sammenhængende, ses det straks man træder ind i rummet.
