• 28nov

    Eller rettere. Jeg har siddet og hakket i det.
    Teknikken kaldes Tunesisk hækling eller hakning. I følge “Berlingske Haandarbejdsbog” er det “… en meget gammel form for Hækling, der stammer fra Afrika, hvor også Arabernes Strikkepinde er forsynet med Hæklekroge. I Modsætning til den almindelige, europæiske Form for Hækling, der er af langt yngre Oprindelse, …., og Arbejdet er på en Maade en Mellemting mellem Strikning og Hækling.”

    Det er egentlig ret ligetil. Samle masker op “på vejen ud” og lukke dem af “på vejen hjem”. Arbejdet skal ikke vendes på noget tidspunkt, så hele tiden kan man sidde og nyde mønstret efterhånden som det vokser frem.

    Det er ikke fordi jeg i forvejen har den store erfaring i denne teknik. Jeg husker at have set den hos min Bedstemor for mange år siden. Hvad hun brugte den til, husker jeg ikke. Min udfordring i dette arbejde var, at jeg skulle holde anderledes på hakkenålen end jeg normalt ville gøre ved hæklenålen. Men det kom nu ret hurtigt.

    Anstrengelserne blev til en nederdel. Der hakkes en rektangel. Der er arbejdet på tværs af kroppen. Den er samlet til et rør med maskesting; kendt fra strik. Til slut er der strikket en løbegang for oven i rib. I løbegangen en elastik. Nederdelen er foret med alm. foerstof.

    Mønstret består af to rækker alm. hakning og to rækker hakning, som ligner glatstrik. Arbejdet har en god struktur og et godt hold. Farvegengivelsen er bedst på billedet herunder.

  • 21nov

    Jeg har lige tilbragt to herlige dage med flettekursus. Instruktøren var Jette Mellgren. Dygtig, kompetent og et behageligt menneske at være i selskab med. Og selvfølgelig andre søde medkursister. Der blev gået til den.

    Mit første arbejde var en koboko-binding. En teknik, der hidrører fra bl. a. Uganda. Mit produkt er en lille plade. Materialet er pil sammenbundet med rattan. Tænker også den kan bruges som bordskåner eller lille dækkeserviet – til tekruset.

    Det er bevist, at flettet går hver sin vej.

    Edderkoppeflet. Næste materiale var ledninger. Eller rettere de tynde ledninger, der er indeni, når man tager den yderste plastickappe af. Det er ganske tynde ledninger, der så kommer frem. De er bøjelige og holder samtidig formen. Den lille kurv er formet over en flamingokugle. Der sættes søm i og dernæst vikles der med ledningen rundt mellem sømmene og en enkelt omgang om hvert søm undervejs.

    Dette gøres indtil arbejdes er passende tykt. Det viste sig, at det var lettest at arbejde med søm, der havde en vis længde. så der både var noget at stikke ned i flamingoen og samtidig plads til at vikle omkring sømmet.

    Derefter fjernes sømmene en ad gangen og med en nål, trådet med en ledning, sys der gennem det fremkomne hul når sømmet fjernes. Derved låses ledningerne sammen.

    Til slut kunne der vikles om overkanten med en ledning ganske tæt. Jeg valgt i stedet en løsning, hvor jeg snoede nogle ledninger, lagde dem langs overkanten og viklede afslutningen fast. De fremkomne ender blev flettet ind i hinanden og til sidst foldet ud, så de strittede i alle retninger.

    Billedet er taget uden brug af blitz for at understrege skyggevirkningen fra flettet. For at samle udtrykket i kurven, valgte jeg at sy den med gul ledning og også afslutte med gul. Jeg har tidligere prøvet at flette en lille kurv i ledning. Det var med en anden fletteteknik.

    Lashing. Pilekviste bundet med tynd rattan over en plasticstrimmel. Det er et langt stykke rattan, der bindes skiftevis fra venstre og højre. Til slut blev det flettede snoet og hænger nu som dekoration.

    De her tre teknikker er alle beskrevet i Jette Mellgrens bog”Flet & Bindinger” fra forlaget Fletvaerket.dk

    Barkbillede. Det næste var et lille billede – 15 cm X 15 cm. Det var en lille blændramme, som der blev sat 1 cm smalle barkstrimler på. Først på den ene led. Holdt på plads på bagsiden med klammer. Dernæst blev der flettet/ vævet på den anden led. Jeg valgte en 2-2 kipper-binding.

    Bagsiden af arbejdet.

    Det meste af materialet er pilebark tilføjet enkelte strimler af bananblad. Disse er i de yderste rækker. For at holde formen på arbejdet, blev det sat i spænd mens det tørrede.

    Derefter broderede jeg på mit nye “tekstil”. Tre Y-sting. Se billedet af det færdige arbejde længere nede i indlægget.

    Bagsiden af barkbilledet lige inden bagbeklædningen sættes på.

    Til slut blev der sømmet en lille plade på bagsiden, med ophængsnor.

    Det færdige billede.

    Det sidste materiale var presset papirbånd. Dette blev flettet til et mobiletui. Dobbelte lag papirbånd og flettet holdt på plads med krydsfletninger. For at stabilisere flettet, var trådene, der blev brugt til krydsfletningen, voksede.

    Til denne opgave kom jeg på udfordringer. Materialet var genstridigt. Og der var slet ikke plads til at arbejde med fingrene indeni etuiet, da det er fladt. Ikke rumligt som når jeg ellers arbejder med kurveflet.

    Her er arbejdet flettet til den endelige højde og halvdelen af stagerne ved at blive klippet af.

    Resten bøjes ud over og flettes fast. Også med krydsfletning.

    Det færdige mobiletui

    Kurset var arrangeret af Den faglige forening Håndværk&Design, Syd- og Sønderjylland. Tak til araangørerne for et veltilrettelagt og udbytterigt kursus. Nye ideer til flet i de lærte teknikker står allerede i kø.

  • 12nov

    Kjole til lillepigen. Denne kjole til Louise er noget helt særligt. Den er syet af hendes Bedstefars skjorte. Den skjorte han havde på sidste gang de nåede at være rigtigt sammen, til en konfirmation i familien. Og skjorten var ganske ny. Så måske kunne den lige så godt have levet videre som skjorte hos en eller anden.  Nu er den transformeret til en kjole til barnebarnet og på den måde lever den videre og fortæller om hendes Bedstefar.

    Alt på kjolen er fra skjorten.

    Båndet på tværs af kjolen var syet indvendigt i manchetterne. Knappen er den lille knap til skjortens flip.

    Det ternede stykke på bærestykket er fra skjortens indvendige bærestykke.

    Kjolen er syet efter en model i bogen: Sy til piger 2 – 6 år af Carole Favero. Og som vanligt har jeg lavet om. Lukningen lavede jeg som overspænd i stedet for som en opklippet slids. Jeg tænker, at et overspænd vil være mere solidt.

    Spørgsmålet er nu hvad der er for og bag? Mønstret var nemlig ens, så der er to forsider – altså variationsmuligheder.

     

  • 10nov

    Det sker sikkert kun for mig – at ting bliver væk. Også selvom jeg leder efter det lige der, hvor det forsvandt.
    Det skete med min mobilpung, som var syet i udklip fra et blad.
    Jeg tænkte, at hvis jeg laver en ny, så kommer den gamle sikkert frem igen. Ganske rigtigt. To dage efter og i samme lokale, som den var blevet væk. Denne gang syet i Daim-papir.

    Slikpapirerne klippes til, så de passer og det hele ser harmonisk ud.

    Lukning med selvklæbende velcro.

  • 25okt
    Categories: Diverse Comments: 0

    I forbindelse med renovering af min entre, skulle der en ny knagerækkeløsning til. Havde også set en i en butik, som jeg var for nærig til at købe. Hjemme lå en masse forskellige knopper af den slags, som der bliver sat på møbler, primært fyrretræsmøbler. Og der var også mange forskellige rester af maling på lager.

    Jeg købte således et bræt på godt en meter. Malede brættet og fandt forskellige knopper, som blev malet i fire forskellige farver. Eneste kriterie var, at to ens knopper ikke måtte få samme farve.

    Inden brættet blev malet, var der boret huller til knopperne.

    Det hele blev samlet og ophængsbeslag sat bag på. Selve det hul, der var i ophængsbeslaget øverst var firkantet, så der ville skulle en temmelig stor skrue til, for at knagerækken ikke skulle kunne falde ned. I forbindelse med oprydning i huset, fandt jeg spændeskiver, så løsningen blev at sætte spændeskiver mellem skruen og beslaget. Spændeskivens cirkelform spiller egentlig også fint nok sammen med de runde knopper.

    Som det fremgår, er nogle malinger matte og andre er blanke. Det er så sådan det er.

    Og knagerækken fungerer.

  • 13okt
    Categories: at brodere, at lave smykker, Elevarbejder Kommentarer lukket til Perlebroderi – indianerinspireret

    Emneugens praktiske arbejder tog udgangspunkt i indianerne. Vi havde valgt en praktisk tilgang. I mit værksted bestod arbejdet af perlebroderi inspireret af prærieindianere. Det konkrete produkt var et armbånd. Mit oplæg:

     Bagsiden af armbåndet: Kanterne er kastet sammen. Ligeledes kastet om enderne og rundt om de fire huller. Armbåndet lukkes med snor.

    Teknikken er at sy en række perler på stoffet. Derefter hæftes rækken fast ved at sy mellem perlerne. Sytråden op på den ene side og ned på den anden. Som nedlagt syning, hvor perlerækken er det, der skal nedlægges.

    Elevarbejder:

     

  • 06okt
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Indianerkostume

    På skolen bliver skemaerne i næste uge omlagt. I min afdeling blander vi eleverne og de skal arbejde med indianer som omdrejningspunkt i praktiske værksteder. Igennem dette arbejde, vil der blive fokuseret på læringslyst m.m.
    I dag var der optakt til ugen og til dette havde vi “inviteret en indiander”.
    Eller rettere; jeg havde syet et indianerkostume af et gammelt gardin og pyntet med lidt stof og fjer. En af kollegerne agerede indianerhøvding.

  • 20sep
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Quiltede grydelapper

    Et gammelt ordsprog siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Helt så galt stod det måske ikke til. I forbindelse med en week-end tur i en hytte, manglede der et par grydelapper. Omdrejningspunktet for turen var kreative aktiviteter og mine søstre havde medbragt symaskine. Den ene havde endda noget kraftigt sort stof i overskud. Derudover havde vi engangskarklude. Så fra tanke til handling:
    Et par grydelapper, hvor det isolerende indmad er to karklude, foldet så der bliver fire lag ialt.

    De bølgede sorte syninger på karkluden er for at styre de enkelte lag i karkluden, mens den blev syet og vendt.

    Efter grydelapperne blev vendt, blev der frihåndsquiltet et træ på hver.

  • 12sep
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Læderpung

    Mit første egentlige læderarbejde i kernelæder og med de rigtige teknikker. En pung, som måske ikke er så funktionel. Mit mål var at arbejde med sadelmagerstingene. Og få det til at fungere, selv når der var tre lag læder. Synes selv det er lykkedes godt.

    Indvendigt er er et lille rum, adskilt med det stykke kernelæder. Det er ikke syet i bunden. Og så ellers et større rum.

    Rummeligheden er måske nok begrænset, idet de to sidestykker foldes ind i pungen når den lukker.

    Pungen er startet på et kursus i “Den faglige forening Håndværk&Design”. Der er endnu et læderkursus til februar. Se under “Er du til læder II”. Arbejdet med pungen har givet blod på tanden, så jeg er motiveret for at lære mere om læder og læderarbejdsteknikker.

  • 31aug

    Et egnsspil med udgangspunkt i reformationstiden. Lokale begivenheder i vore to sogne, Hunderup og Vilslev, i perioden 1535 – 1694. Nedslag i lokale begivenheder skrevet sammen til et friluftsteater med lokale amatører som skuespillere. Stykket er skrevet til netop vore sogne af en lokal borger og i anedning af 500-året for Luthers oprør mod romerkirken.

    Jeg kom ind i projektet som kostumeansvarlig. Dvs. hjælpe med at finde de rette kostumer og hovedansvarlig for at få syet de kostumer, der måtte mangle. Herunder sætte andre i gang med at sy. Tidsperioden på næsten 200 år er lang, også for bønders tøj, selvom udviklingen hos disse er gået noget langsommere end hos adelen og borgerstanden. Vi valgte et grundkostume, som med al sansynlighed er indenfor perioden.

    Vi har syet hvad der manglede i forhold til hvad der kunne lejes. Jeg har haft fingrene i alle dragtdelene. her følger hvad jeg har syet. Klik på billederne for at se dem større.

    Skjorter: En sort skjorte til en præst fra den katolske tid. Billeder af Luther viser sort under jakken/kappen.

    Tre drengeskjorter:

    Undervejs en prøvning for at tilrette længder.

    En skjorte til en bonde. 

    Der er snørelukning i halsen, da den derved matchede nogle af de lejede skjorter. Snørelukningen er lavet på en påsyet og vendt belægning:

    Belægningen ret mod ret. Syet med 2 mm sømmerum og derefter klippet op .

    Belægningen er nu vendt på plads på skjortens vrangside.

    Jakker til herrerne. Den første er med træknapper for at symbolisere en fattigere bonde. Farven er ligeledes tænkt naturfarver. Stoffet er en rigtig lækker hørvare.

    En jakke til en frier, der samtidig havde noget på kistebunden. Han friede til præstedatteren, som var et passende parti.

    Og endelig en jakke til en præst, der modtog gæster hjemme.

    Og sådan så den ud, når den blev båret. 

    Alle tre jakker er syet efter samme mønster, i hver sin størrelse. Mønstret, renæssancedragter, jeg arbejdede med, var lavet, så ærmerne var løse og blev bundet eller knappet fast til kropstykket med trenser. Det var datiden mode. Jeg valgte at rette ærmekuplerne til, så ærmerne blev syet direkte i jakken. Dels fordi der i nogle tilfælde skulle ske et hurtigt kostumeskifte, og det så var lettere ærmerne sad fast, og dels for at skjorten ikke skulle blive synlig i ærmegabet og måske tage opmærksomheden fra det egentlige, nemlig skuespillet. Den sorte jakke lavede jeg med åbne ærmer, kun samlet med knapper, der er syet i hver side af “slidserne” og derved samler ærmet. Den sorte jakke har også flere detaljer, som det ses. Der måtte gerne være forskel på præsten og bønderne.

    Blyanternes funktion er at gøre trenserne lidt løsere, så knappen kan gå igennem. Trenserne er syet af sort bændel.

    Så vidt jeg har undersøgt mig til, så er knaphuller en senere detalje i vores tøj, rent tidsmæssigt. Derfor er lukningerne i både den røde og den sorte jakke isyede knapper, der lukker på trenser. Der er således ikke noget overspænd midt for i de to jakker.

    Bukser til drenge og herrer. 

    Bukserne er med snorelukning i talje og snøring i benene. Snøring lige under knæet. Formen på bukserne er ens for og bag. Når de bliver taget på, skal noget af den sammenrynkede vidde i taljen flyttes om på ryggen for at de sidder bedre. En af aktørerne udtalte på et tidspunkt, da han gik rundt i bukser og skjorte, at det var ret behageligt tøj at have på. Bukserne er syet i uldstof.

    Lutherhat. En hat til præsten i scenen, der foregår i katolsk tid.

    Puld og stand mod fold.

    Mønstret til hatten er lavet med udgangspunkt i en baret. Pulden er en cirkel. Dertil en cirkelring som stand. Derunder en rektangel, der er klippet op nogle steder og lagt lidt vidde ind i, så den står lidt ud forneden.

    Huen er syet i uldstof. Og mønstret tegnet ud fra billeder på internettet af Luther.

    Damekostume: Kostumet til damerne var et langt, folderigt skørt; det anes nederst på billedet, en bluse med rynker i hals og ved ærmer, en vest med snørelukning, samt et forklæde. Blusens ærmelængde varierede. Det gav forskellighed i dragterne. Den tilstræbte snøring af vesten er lukket nederst og gabende opad, så blusen under ses.

    Som udgangspunkt var bluserne hvide.

    Et par af aktørerne havde ikke vest over blusen. I stedet en mere kulørt bluse som f. eks. denne:

    Bluserne er med raglanærmer. Halskant og ærmekanter er ombukket til en smal søm vha en special trykfod til symaskinen, der folder et lille ombuk og stikker det. Det er en let måde at lave smalle ombuk på.

    Elastikken er strakt ud og syet på med zig-zag. En hjælp til at styre det er at bruge applikationsfoden, idet elastikken kan løbe i det spor, der er på undersiden. Samtidig kan kanten styres efter hjælpelinjer på stingpladen.

    Veste er syet med forskellige udtryk alt efter hvilken figur det var til.

    En vest til en bondekone. Kanter er ordnede med skråbånd. Stoffet er et gammelt, ret kraftigt gardin i bomuld.

    En vest til en præstedatter, der får frierbesøg. Stoffet er ret kraftigt.

    En af de spændende udfordringer har været at få syet kostumer, som passer til de forskellige kroppe. Der er jo ingen af os, som er standartstørrelser og de mønsterark jeg havde adgang til, var jo kun til visse størrelser. Så jeg har fået støvet min viden om mønstertilretning af.

    Mønstret klippet fra hinanden. Mervidde og -længde er lagt ind i opklippene. Mønsterpapir limet under.

    Mønster klippet til og klar til at blive lagt på stof.

    En prøvemodel syet i lærred.

    Prøvemodellen blev som regel syet i det stof, som jeg ville bruge som foer til vesten. Hvis det hele passede, eller der kun var tale om små ekstra tilretninger, var det bare at gå videre, klippe og sy yderstykket og sy vesten færdig.

    Nogle af vestene var ikke afsluttede med skråbånd, men i stedet syet som vendt vest.

    Denne vest er til en præsteenke. Syet i noget gardinstof, der var noget løst i vævningen.

    Alle veste er forede, da de ellers ville blive for slaskede og helhedsindtrykket ville blive “andenrangs”. Det samme var tilfældet med herrejakkerne. Og så meget mere arbejde er det trods alt ikke.

    Alle vestene er forsynede med snørehuller. Disse er syet på symaskine. Jeg har en funktion på maskinen, der syr små cirkler. Derefter er det bare at bruge hultangen. Når hullerne laves i ombukket stof og der desuden er vliseline i forkanterne, holder hullerne fint. Også selvom vestene blev strammet op på aktørerne.

    Hovedtøj til damerne er alle syet efter mønstre fra sen middelalder eller renæssance.

    Dette hovedtøj er holdt på plads med en lille isyet elastik i nakken. Denne løsning går kun fordi det er kostume og ikke regulær dragtrekonstruktion. Elastik er en sen opfindelse.

    Det næste hovedtøj består af en rektangel, der klippes igennem langs diagonalen. De to dele lægges sammen så de danner en trekant med de klippede diagonallinjer som de lige lange ben i trekanten. Sy sammen et stykke og resten hænger som “haler”, der krydses i nakken og bindes op om hovedet.

    Det tredje hovedtøj er rynket øverst og forneden er det bundet i nakken med en snor. Dette hovedtøj er i dobbelt stof, da det derved holder formen. Der var ikke så mange af aktørerne, der havde langt hår de kunne sætte op og som kunne gemmes under rynkningen øverst i huen. Alligevel sad hovedtøjet godt.

    Det sidste hovedtøj er med oprindelse i middelalderen. Kysen, som oprindeligt var til ridderne for at de kunne styre deres hår under kamp. Som så meget andet overgår det på et tidspunkt til damebeklædning og til børn. Hovedtøjet er rynket i nakken. Rynkerne er syet på båndet, som fortsætter som bindebånd under hagen.

    Sko var egentlig udenfor den oprindelige opgave med kostumer. Det viste sig svært at finde egnede sko, så jeg gik i gang med at se på billeder af sko og dernæst eksperimentere. Skoene fra renæssanceperiodens start var såkaldte komulesko. Altså sko, der var meget brede over tæerne. Flere af de billeder jeg fandt. bl. a. arkæologiske fund af sko fra renæssancen, gav associationer i retning af nutidige hjemmesko. Jeg tegnede min fod af på et stykke papir. Så havde jeg sålen. Dernæst tapede jeg papir på sålen og foldede det omkring foden. På den måde kom jeg frem til et mønster, jeg kunne sy efter. Dette mønster blev rentegnet og så gradueret i forskellige størrelser i kopimaskinen. Jeg havde fået en sæk med kasserede skindjakker, så de blev brugt til at sy sko til de af herrerne, der spillede bønder. Så var der også lige en anledning til at udvide sortimentet af trykfødder til symaskinen med en skindfod/glidefod. Skoene består af sål, overstykke og hælstykke. Først blev overstykke og hælstykke syet sammen i hver side med et overlap på ca. 1 cm. Derefter blev sålen sat på ret mod ret.

    Syet 1 cm fra kanten.

    Til sidst blev skoen vendt. Der blev lavet huller, hvori der blev sat en snor til at binde skoen på foden.

    Nogle af bønderne stillede op til skoparade. Ialt har jeg syet 12 par sko.

    Alt i alt har det været en fantastisk opgave med masser af faglige udfordringer. De aktører, der skulle prøve modeller undervejs har været supersøde til at komme. Smil og glade miner selvom prøvningen kun tog ganske få minutter.

    Jeg har fået stor hjælp og vejledning fra Historicum, hvor jeg også har købt mønstre med renæssancedragter til at sy efter.

    Billeder fra forestillingen her.

  • 28aug
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Polkakjole

    Det var vist egentlig meningen, min datter selv skulle strikke denne kjole til lillepigen. Hun købte kittet og lod det blive liggende hos mig da hun tog hjem med ordene: Så kan du strikke den.

    Nu er den så blevet færdig. Str 2 år.

    Det er en Isager-model. Dejligt garn at strikke i, men der var dobbelt så meget af det grå garn i kittet end der var behov for, på trods af, at jeg faktisk har strikket både skørtet og overdelen lidt længere end opskriften sagde.

    Bag på kjolen, i nakken, er syet et lille mærke med hvem, der har strikket kjolen.

  • 17jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole. Mens jeg syede, meldtes der om varmere vejr de næste dage. Så helt fint. Stoffet, jersey, er fra den lokale. Det har ligesom sprunget mig i øjnene de sidste par gange jeg har været i butikken i andet ærinde. Og for at stoffet ikke skulle ende med at ligge og grine ad mig herhjemme, så blev det vasket og kjolen syet med det samme.

    Farven på billedet er blevet »mystisk«. Farven øverst på kjolen er den rigtige.